Denne artikel beskriver bedste praksis, vigtige oplysninger og sikkerhedsoplysninger, som du skal være opmærksom på, når du bruger dit Oura-produkt.
Generel brug
Hukommelseskapacitet
Batteri og opladning
Pleje og vedligeholdelse
Sidder ringen fast?
Information om sikkerhed
Information om elektromagnetiske felter
Proposition 65
Bæredygtighed
PSE-certificering (Japan)
Generel brug
Du kan have din Oura Ring på døgnet rundt hver dag. Den er designet til at være behagelig at gå med dagen lang.
Vi anbefaler ikke, at du går med din Oura Ring ved siden af andre ringe, da det kan føles ubehageligt og medføre, at ringen bliver ridset.
Vi anbefaler, at du går med din Oura Ring på din ikke-dominerende hånd. På den måde begrænser du friktionen mellem andre genstande og overflader og reducerer risikoen for, at ringen bliver ridset.
Oura Ring er vandtæt til en dybde af op til 100 meter, hvilket betyder, at du godt kan have den på, mens du tager bad, går i vandet og dyrker fritidsdykning (f.eks. snorkling). Vi anbefaler dog ikke, at du har den på, mens du dykker, eller at den er nedsænket under vand i mere end 12 timer ad gangen.
Oura Rings driftstemperatur er fra -10 til 52 °C. Du kan roligt have ringen på i brusebad, karbad, boblebad, sauna, isbad og kryoterapibassin. Længere tids udsættelse for ekstreme temperaturer (under -20 °C eller over 60 °C) kan dog føre til skader på batteriet.
Du kan finde flere produktspecifikationer for Oura Ring 5 her og for tidligere generationer af Oura Ring her.
Datasikkerhed
Oura anvender datakryptering, hvilket giver garanti for sikker forbindelse mellem din ring og appen. Det betyder, at dine personlige data er fuldstændig sikre, hvis en ekstern part nogensinde skulle få fat i din ring.
Oura-appen og firmware
Oura-appen er tilgængelig i App Store og Google Play.
Oura-appen understøttes på iOS-enheder med Apple iOS 16 eller nyere og Android-enheder med Android 10 eller nyere og med Google Play-tjenester. Din enhed skal understøtte Bluetooth 4.0.
Firmwareopdateringer til ringen er tilgængelige direkte i Oura-appen.
Hukommelseskapacitet
Vi anbefaler, at du synkroniserer din Oura Ring dagligt med Oura-appen for at undgå tab af data. Den mængde data, din Oura Ring kan gemme uden synkronisering, afhænger af ringmodellen: Oura Ring 5 kan gemme data for op til tre dage, mens Oura Ring 4 og Gen3 kan gemme data for op til en uge (syv dage).
Flytilstand kan højst være aktiveret i syv dage. Det skyldes, at flytilstand automatisk deaktiveres, når ringen anbringes på opladeren. Når flytilstand deaktiveres ved denne handling, starter en datasynkronisering mellem din ring og appen under opladningen. Hvis du ønsker at have flytilstand aktiveret i længere tid, skal du stadig oplade ringen med få dages mellemrum for at sikre, at batteriet præsterer optimalt, og for at kunne bruge ringen dagligt. Husk at genaktivere flytilstand efter endt opladning – det kan du finde instruktioner om, hvordan du gør, i denne artikel.
Batteri og opladning
Oura Ring er udstyret med et genopladeligt LiPo-batteri med en kapacitet fra 15 mAh (ringstørrelse 6) til 22 mAh (ringstørrelse 13). Batteriet kan ikke udskiftes.
Opladning ved stuetemperatur anbefales. Opladeren må ikke bruges eller opbevares i fugtige omgivelser som f.eks. badeværelser.
Se Tips om ringens batteri og Sådan bruger du din Oura Ring Charger for mere information.
Pleje og vedligeholdelse
Rengøring af Oura Ring
Du kan rengøre din Oura Ring ved at skylle den med en smule af en opløsning af mildt opvaskemiddel i vand. Husk at tørre hænderne og din Oura Ring omhyggeligt, inden du tager ringen på igen. For at undgå, at der samler sig fugt mellem ringen og din hud, anbefaler vi, at du tager ringen af, når du vasker hænder, vasker op, bader eller på anden måde har våde hænder i længere tid. Vent med at tage ringen på igen, til både dine hænder og ringen er helt tørre.
Det er sikkert at bruge håndsprit sammen med Oura Ring.
Hvis du følger strengere protokoller for håndvask, kan du følge de samme trin som med andre smykker og tage ringen af, mens du vasker hænder, og rense ringen separat.
Tips til håndtering og sikkerhed
- Lad ikke ringen være udsat for varme i længere tid.
- Der må ikke prikkes hul i Oura Ring eller dens batteri.
Tips til forebyggelse af ridser
En Oura Ring kan blive ridset og kan selv ridse smykker fremstillet af blødere metal og andre genstande, der kommer i nærkontakt med ringen, f.eks. telefoncovers af guld, sølv eller aluminium. Visse keramiske telefoncovers med en blød belægning kan også blive ridset.
Ridser og andre skader forårsaget af slitage og daglig brug er ikke dækket af Ouras garanti. Du kan reducere risikoen for, at ringen bliver ridset, og forlænge dens levetid ved at:
- gå med din Oura Ring på din ikke-dominerende hånd for at reducere dens kontakt med diverse overflader og genstande, som du berører til daglig.
- undgå at have andre ringe på ved siden af din Oura Ring, fordi andre ringe kan ridse din Oura Ring, når de gnider mod hinanden.
- overveje at tage din Oura Ring af i situationer, der involverer friktion (f.eks. vægtløftning), eller når du håndterer genstande af metal, keramik eller sten (f.eks. gryder og pander).
Tips til at fjerne en ring, der sidder fast
Din fingerstørrelse kan variere afhængigt af tidspunktet på dagen, mad og drikke, du har indtaget for nylig, hård træning, du har gennemført for nylig, og højdeændringer. I disse tilfælde kan det være svært at få ringen af fingeren.
Hvis din ring sidder fast, skal du:
- gøre fingeren våd med koldt vand og en mild sæbe og langsomt dreje ringen rundt for at frigøre den og få den af
- holde hånden op over hjertet, indtil hævelsen i fingeren er faldet, og prøv så at tage den af.
I nødstilfælde, ved ubehag, eller hvis du ikke selv kan få ringen af, skal du straks søge lægehjælp.
Hvis en læge er nødt til at skære ringen over, er der nogle oplysninger, der skal tages i betragtning:
Bemærk: Disse retningslinjer er til orientering, og proceduren bør kun udføres af uddannet sundhedspersonale med de rette værktøjer. En mulighed kan være et værktøj som en såkaldt Dolphin Cutter, en FDA-registreret ringskærer.
Hvis man skærer i en ring uden den rette ekspertise, kan det medføre personskade.
- Drej ringen, så sensorerne vender mod håndfladesiden af din finger. Hvis du har en Heritage-model, skal den flade del være oven på fingeren, og hvis du har en Horizon eller en Oura Ring 4, skal fordybningen være på håndfladesiden af fingeren.
- Marker to steder, der skal skæres, på hver side af ringen (ved "kl. 3-positionen" og "kl. 9-positionen") med en pen, tusch eller tape.
- Drej ringen, så det er let at komme til et af stederne.
- Brug en passende ringskærer af medicinsk kvalitet, der kan skære i titanium, til at lave det første snit på det markerede sted.
- Drej ringen, hvis det er nødvendigt, og klip ved det andet sted.
Information om sikkerhed
Generel sikkerhed
Oura-produkterne har været igennem forskellige test- og analysefaser, og vi tester løbende deres sikkerhed.
Oura Ring er ikke medicinsk udstyr og er ikke beregnet til at diagnosticere, behandle, helbrede, overvåge eller forebygge medicinske tilstande eller sygdomme. Du må ikke foretage ændringer i medicinindtag, kost eller træning uden først at tale med din læge eller en anden sundhedsfaglig person.
Ringen skal opbevares utilgængeligt for børn. Dette produkt er ikke beregnet til personer under 18 år. Søg straks lægehjælp, hvis du ved eller har mistanke om, at et barn har slugt ringen.
Hvis du oplever rødmen eller hudirritation på din finger, mens du har Oura Ring på, skal du straks tage den af. Hvis symptomerne fortsætter i mere end 2-3 dage, skal du kontakte en hudlæge.
Udsendelse af lys
Oura Ring bruger infrarøde (IR), røde og grønne lysdioder (LED'er). Dette lys genererer ikke nogen mærkbar varme og udgør ikke en sundhedsfare.
Sikkerhed vedrørende batteriet
Undgå at håndtere batterier og at arbejde på enheder med maskiner, der indeholder batterier, mens du har din Oura Ring på. I visse tilfælde, hvor både katoden og anoden fra et andet batteri rører ved ringen, er der risiko for en kortslutning ligesom med andre metalringe. Det kan resultere i et potentielt farligt elektrisk stød. Tag de rette forholdsregler for at undgå disse situationer.
Rejse og daglig brug
Vær forsigtig, når du flytter tunge genstande, mens du har din ring på, så den ikke kommer i klemme.
UV-lys påvirker ikke ringens materialer.
Den støbepolymer, der bruges i Oura Ring, kan klare kortvarig eksponering for acetone.
Du kan godt have din Oura Ring på, når du går gennem metaldetektorer, scannere og røntgenmaskiner i lufthavne.
Information om elektromagnetiske felter
Oura Ring er en Bluetooth Smart®-enhed i klasse 2. Bluetooth er kun aktiv en lille del af dagen – langt under 1 %. Data overføres kontinuerligt, når ringen synkroniseres med appen og under firmwareopdateringer.
Grænseværdien for specifik energiabsorptionshastighed (SAR) for en enhed som Oura Ring er 2,0 W/kg for hoved og krop. Oura Ring har et SAR-niveau på 0,0003 W/kg. Til sammenligning har de fleste mobiltelefoner, der sælges i USA, et SAR-niveau på op til 1,6 W/kg.
Du kan altid slå flytilstand til, hvis du gerne vil undgå al elektromagnetisk eksponering fra din ring.
Proposition 65
Oura Ring 4 Ceramic:
- Baseret på de oplysninger, der er tilgængelige på nuværende tidspunkt, er der ikke krav om en Proposition 65-advarsel for dette produkt.
Oura Ring Gen3 og Oura Ring 4:
- ADVARSEL: Dette produkt kan indeholde kemikalier, som ifølge den amerikanske delstat Californien er kendt for at forårsage fosterskader eller andre reproduktionsskader.
For mere information om kemikalier, der omtales i Proposition 65, henvises der til https://www.p65warnings.ca.gov/.
Bæredygtighed
Vi er opmærksomme på, hvordan vi vokser på en samfundsmæssigt ansvarlig måde. Med hensyn til, hvad vi allerede har iværksat, sætter vi en ære i vores fokus på bæredygtighed i forbindelse med fremstillingen af Oura Ring. Vi har fået udarbejdet en række uafhængige rapporter om CO₂-aftryk for at finde ud af, hvor meget vores produktion udleder. Derudover benytter Oura kun velrenommerede leverandører og forhandlere, der overholder lokal arbejdsret og social lovgivning. Vi har flere igangværende initiativer internt i Oura og ser frem til at dele mere om dem i fremtiden.
Hvis du har en gammel ring, du ikke længere bruger, opfordrer vi dig til først at nulstille den til fabriksindstillingerne og derefter give den videre til en ven eller et familiemedlem, hvis den stadig er i god stand. Ellers beder vi dig om at indlevere den til genbrug eller at bortskaffe både ringen og det indbyggede batteri i overensstemmelse med de lokale love og regler. Særlig håndtering kan være påkrævet. Opladeren er en elektronisk enhed, som også bør bortskaffes i henhold til den lokale lovgivning om genbrug af elektronik.
Læs mere om vores program for genbrug af enheder.
PSE-certificering (Japan)
PSE står for Product Safety Electrical Appliance & Material Certification og er en obligatorisk produktgodkendelse for elektriske produkter i Japan. Den gælder dog kun for produkter med udtagelige litiumionbatterier. Da batteriet i Oura Ring er indbygget og ikke kan fjernes af brugeren, er denne certificering ikke påkrævet.
Oura har fået en MIC-certificering (Ministry of Internal Affairs and Communications), som er Japans påkrævede godkendelse af produkter med radioteknologi. Både Oura Ring og dens oplader betragtes som radioprodukter i henhold til japansk lovgivning.
